Niels Andersen Ulgaard [8412] ³⁰⁵³

   Andre navne for Niels var Mourits Andersen ^3054,3055 og Moust Andersen.

  Notater:

Død Torsted, Anneksgaarden eller Nabe, Agger, Thisted Amt
Se nr. 704 og 705 på tavlen i SLÆGTSHISTORIE for SMED og HUSMAND MARTIN JENSEN
I matriklen 1688 for Dueholm - Ørum - Vestervig Amter i Thorsted sogn nr. 16. Kartkorn 2 Tdr. 7 Skp. 3 Fjk. 2 Alb.,
kaldet Annexgården, nævnes Moust Andersen som fæster af den.Han er død efter 1688. Nabe, Agger, Thisted Amt


Biografi:
Kilde: PNT og VCMþs slægtstavle
Kilde: Personalhistorisk Tidsskrift, 1974, s. 150 - længere nede.
Kilde: Emil Madsen: Jylland i det sekstende århundrede - længere nede.
Kilde: C. Brunsgaard og Henry E. Petersen: Landet mod nordvest - længere nede.
Kilde: Historisk Aarbog for Thisted Amt 1957, side 257- 289 - længere nede.
Kilde: Historisk Aarbog for Thisted amt, 1937 og 1974 - længere nede.
Kilde: Historisk Årbog for Thy, Mors og V. Hanherred, 1977 - længere nede.
Personalhistorisk Tidsskrift, 1974, s. 150: Niels Andersen var gårdfæster i Silstrup
Historisk Aarbog for Thisted Amt 1957, side 257 - 289: Niels Andersen Ulgaard

Han blev begravet 7/10-1657 efter slaget ved Nabe ved Aggertangen, hvor bønderne søgte at standse Svenskernes hærgen.
I 1957 blev der rejst en mindesten i Agger med følgende indskrift: "Minde om Thyboernes kamp ved Nabe 3. oktober 1657.

Emil Madsen: Jylland i det sekstende århundrede:
Om sandflugt: Også Agger sogn er blevet meget medtaget af sandflugt foruden af havet. Af de 8 byer, der oprindelig hørte til sognet, stod Nabe endnu til slutningen af det 18. århundrede, men flyttedes senere, og i V.Agger og begge de tidligere byer er mange huse flyttede længere bort fra stranden. Agger kirke formenes at være bleven flyttet 1573.

Der findes litteraturhenvisninger om sandflugtens virkninger i kystegnene - i bogen side 23.

C. Brunsgaard og Henry E. Petersen: Landet mod nordvest:
----
Under den svenske besættelse i 1657 søgte svenskerne at komme over ved Aggertange. Danskerne var klar over, at et sådant forsøg ville blive iværksat, og tog fat på at anlægge skanser ved Nabe, der var beliggende et kort stykke i sydvestlig retning fra Agger by.
Det var efter svenskernes angivelse lykkedes danskerne at samle 1500 mand der, men da det for størstedelen var slet bevæbnede thylandske bønder, var det næsten på forhånd givet, at modstanden ikke kunne blive særlig stor.
Det viste sig at være lidt sværere end troet. Ved 4-tiden om morgenen den 3. oktober 1657 rettede svenskerne på to steder et angreb på skanserne ved Nabe, men modstanden var så kraftig, at svenskerne måtte trække sig tilbage og afvente dagens komme. Efter det første svenske angreb fortrak en del af de danske forsvarere, og tilbage stod vel nu 1000 mand, hvoraf kun en ringe part var ryttere, medens hovedparten var thylandske bønder, der "brugte plovstangen som våben", og dette forsvar kunne selvsagt i det lange løb ikke stille meget op mod de svært bevæbnede svenske ryttere. Svenskerne angreb dels til fods og dels til hest på 5-6 forskellige steder, og efter en kort kamp, hvorunder mange bønder blev nedhugget, havde svenskerne overtaget og erobrede en masse fanger.
Antallet af dræbte danskere ved Nabe er 2-300, og de thylandske kirkebøger fra den tid bærer da også tydelige vidnesbyrd om, at man rundt omkring i Thy i dagene efter slaget begravede ofrene derfra
-----
Historisk Aarbog for Thisted Amt, 1957: P.L.Hald: Thy i fjendevold:
Man var i 1657 klar over, at svenskerne nærmede sig sydfra, og man forstærkede bevæbningen. Der blev bl.a. nu kastet en skanse over Aggertangen. Stedet findes ikke mere. Den lå nemlig i en lille by, som hed Nabe, den nordligste af Aggertangens tre byer, der alle forlængst er opslugt af havet.
Efter beretninger at dømme synes der nu her at være samlet ca. 1500 bønder foruden en del ryttere, og denne styrke anførtes af Niels Lykke, Jørgen Lykke og Ziegler. Bøndernes bevæbning har sikkert haft sine store mangler, ligesom man heller ikke ved Thybobønderne kunne vente nogen særlig begejstring efter at komme i kast med en trop af den tids dygtigste soldater; det gjaldt jo imidlertid nu for dem om at værne hjem og arne.
Gennem kirkebøgerne kan man spore deltagere fra sogne helt fra Thisted; om der har været folk med fra egnen nord for Thisted og fra Han Herred, kan der ikke vindes klarhed over, men det er dog ret sandsynligt.
Da svenskerne havde hugget sig gennem skanser og voldgrave, synes der slet ikke at have været tale om noget egentligt forsvar, og bønderne gav sig straks på flugt. Der nedhuggedes efter beretningerne ca. 200 bønder og 80 ryttere, idet de sidste jo var de egentlige kampdygtige tropper, men for få i antal.
Blandt de døde begravedes den 7. oktober 1657 6 i Thisted, her iblandt Niels Andersen Ulgaard i Silstrup
----
Historisk Aarbog for Thisted Amt, 1957:Torsten Balle: Nabe og kamppladsen 3. oktober 1657:
Har beretning og kort i en artikel.
Dertil kommer beskrivelse af mindestenen i Agger og dennes afsløring i 1957.

Historisk Aarbog for Thisted amt, 1937: Kampen ved Nabe - efter P. Moldrups manuskript - ved redaktionen.
I det kongelige bibliotek findes et manuskript på 280 sider i kvart, der har titlen: "Forsøg til en Beskrivelse over Westervig Closter, samlet og forfattet af Peder Moldrup 1760. ( / 874 a a ).:
Forfatteren er kammerherre Peder Moldrup. Han var mest kendt som en stor bondeplager.
I det følgende skal gengives det afsnit, der indeholder beretningen om kampen ved Nabe d. 3. oktober 1657, og her knytter interessen sig særlig til beskrivelsen af Aggertangen og til navnene på de mænd fra egnen, der faldt i kampen.
Beretningen præget af mundtlig overlevering, der er sket i de 100 år, der er gået siden begivenheden fandt sted..
Kampen stod som nævnt ved den lille by Nabe, der lå på Aggertangen tæt syd for V. Agger; det sidste hus forsvandt 1775, og pladsen, hvor byen har ligget, findes nu ude i havet.

Det vil vel ikke falde læseren kjedsomt, at jeg noget udførligen ommelder, hvad sig her er tildraget den tid, og behager da den gunstige Læsere, at erindre sig: At svensken år 1657 havde trængt sig ind i Jylland, og havde belejret Frederichs Odde nu Fredericia, men da kongen i Sverrig fornam, at det ville se temmelig langvarig ud for ham at indfange denne velbefæstede stad, rejste kongen bort og overlod sine tropper under Wrangels anførsel.
Efter kongens bortrejse satte Wrangel sig for at bruge tiden og derfor skikkede han nogle af sine tropper langt ind i Jylland for at bemægtige sig Vendsyssel, som skilles fra resten af Jylland ved en smal Nakke, hvorpå bønderne havde rejst en lille skanse. Den erobrede de svenske tilligemed de to andre, nemlig Sundby og Hals Skanse, omkommet og adspredte de bønder, som fandtes i gevær og således spillede mester derpå stedet.

Så vidt melder vores berømmelige danske historiker Herr Baron Ludvig Holberg om denne sag.
Men da nu den smalle Nakke, hvorom Holberg melder bønderne havde oprettet en skanse ligger under Vestervig og er kun en lille dansk mil derfra, må jeg give mig den ære at melde den efterretning man efter gamle endnu levende folks sagn ved om svenskens ankomst og indfald heri Thyland og derfra igennem Hanherred ind i Vendsyssel.

Der fortælles da: At svensken i efteråret kom anrykkende sønder fra Ryssensten af og lejrede sig ved en by, kaldet Nabe, som ligger på det smalle stykke land, som er det eneste sted, hvor Aalborg stift er landfast med Riber stift og den øvrige søndre del af Jylland. Dette stykke land er kun 1/4 mil bredt og somme steder mindre, og har på den østre side Limfjorden og på den vestre side det store Vester Hav: strækkende sig altså sønder og nør i sådan smalning omtrent 1u mil i længden.
Her på den nordligste ende er denne smalning aller smallest og ikke over 800 skridt bred. På dette sted havde vore bønder kastet en stor og bred grøft og ved den ledet havet i fjorden, som også oprettet en lille skanse.
Dette hindrede svensken i sin march, så at han måtte opholde sig i sin lejr i nogle dage.
Vore folk, som gerne ville redde deres liv og gods, om det var muligt, gjorde imidlertid al mulig flid til modværge. Men ulykken var, at de havde ingen anfører; og desuden bestod deres gevær mest i forke og økser, dog havde de en kanon og en tønde krudt. Men denne herlighed varede ikke længe, thi det første skud, de gjorde af kanonen, tændte med det samme ild i deres krudttønde, så den fløj i luften og altså al deres trøst med. Imidlertid hændte det en dag, at en af de svenske officerer red ud at recognocere og kom temmelig nær denne skanse. Der var da en af bønderne, som havde en bøsse, og han var så lykkelig, at han skød officeren fra hesten. Da de svenske blev dette var, havde de nær blevet raende; tog derpå nogle af beboerne fat og med pinsler fik dem til at bekende, at det var muligt for svensken gennem Limfjorden at kunne vade øst om skansen til det faste land, eftersom der var ganske grundt, og når der er vestenvind ganske tørt. Aldrig havde svensken så snart fået dette at vide, førend de jo straks satte sig i fuld march og måtte beboerne gå foran og efter dem fulgte soldaterne med geværet og patrontasken på hovedet, at det ej skulle blive vådet, dette skete den 3. oktober 1657. Så snart de sa var kommen på tørt land, holdt de et ynkeligt huus med at brænde og skænde, hvor de kom frem, og de marcherede den dag omtrent 3/4 mil og slog deres lejr en u fjerding vej fra Vestervig på gårdens mark, som kaldes Tobbel-Vang. Ejeren var i København, og forvalteren valgte at invitere dem indenfor, i stedet for at få alt ødelagt.

Foruden disse oplysninger giver de gamle kirkebøger af Vestervig og Agger sogne - [og så af Tilsted sogn ] - denne forladelige efterretning, at svensken 1657 den 3. oktober havde dræbt 29 af Vestervig sogn og 18 mennesker af Agger sogn, ialt 47, hvorimellem tvende kvindepersoner, hvilket er noget særdeles og et tegn på de svenskes store grusomhed.
Disse arme mennesker blev alle af begge sogne begravede d. 6. oktober
----
Litt.: C. KLitgaard: Lidt om krigen i Jylland 1657-58 i Jyske Samlinger 3. R. IV. B Villads Christensen: De jyske kirkebøgers bidrag til belysningen af krigen i Jylland 1657-59 i Historisk Tidsskrift 6.
R. V. B.
----
Historisk Aarbog for Thy, Mors og V. Hanherred: Torsten Balle: Thisted i gamle dage, svenskekrigene, s. 19:
Svenske tropper rykkede op gennem Jylland og nåede sidst i september til Aggertangen. Denne gang var borgerne og bønderne enige om at forsvare deres hjemstavn, og en stor skare samlede sig på tangen under ledelse af Niels Lykke .
De fik i hast lavet et "kast", en skanse med en dyb grøft foran, nær ved byen Nabe og tog opstilling bag den med de våben, de havde, og nogle få kanoner. Der var omkring 1500 borgere og bønder og nogle ryttere mod de 700 svenskre, så det så ud, som om det skulle lykkes at standse fjenden. Svenskerne fik imidlertid at vide, at store dele af fjorden lå tør ved lavvande, og de rykkede da d. 3. oktober uden om skansen og angreb vore folk fra siden og fra ryggen, og forsvaret var nu håbløst.
Mange blev hugget ned, og i de af egnens kirkebøger, der er i behold fra den tid, kan man se, at i alle sogne blev flere mænd begravet i dagene efter slaget.
Efter svenskerne kom vores forbundsfæller, brandenburgske og polske lejetroppe, og de huserede værre end svenskerne, så da krigen var forbi, var Thisted og Thy igen blevet fattige.
----
Historisk Årbog for Thy, Mors og V.Hanherred, 1977, Soldater skal skaffes: Efter tingbøger v/ Torsten Balle:
Da de svenske soldater 1657 rykkede op gennem Jylland, forsøgte bønder fra Thy at stoppe dem ved Nabe syd for Agger. Det gik ikke - og i dagene efter blev mange mænd og unge karle begravet på egnens kirkegårde. Mellem dem var Niels Andersen Ulgaard i Silstrup, der må have været omkring 40 år gammel.
Han havde flere børn. Af dem boede den ældste, Anders Nielsen Ulgaard, siden i Torsted. Tomas Nielsen Ulgaard, der var født 1654, boede i Silstrup. En broder, Mads Nielsen Ulgaard, født 1651, var indblandet i en større *retssag.Han døde på Rügen 1677.
Deres moder giftede sig igen 1659 med Peder Pedersen, kaldet Ulgaard.
I 1957 blev der rejst en mindesten i Agger med følgende indskift:
"Minde om Thyboernes kamp ved Nabe 3. oktober 1657.
---------
*Sønnen Mads Nielsen Ulgård fra Silstrup (Hundborg herreds tingbog 1681)
Da de svenske soldater 1657 rykkede op gennem Jylland, forsøgte bønder fra Ty at stoppe dem ved Nabe syd for Agger. Det gik ikke og i dagene efter blev mange mænd og unge karle begravet på egnens kirkegårde.
Mellem dem var Niels Andersen Ulgård i Silstrup, der må have været omkring 40 år gammel. Han havde flere børn. Af dem boede den ældste Anders Nielsen Ulgård, siden i Torsted, Tomas Nielsen Ulgård, der var født 1654, boede i Silstrup. Om deres broder, Mads Nielsen Ulgård, født 1651, handler denne historie. Deres moder giftede sig igen 1659 med Peder Pedersen, kaldet Ulgård.
I februar 1681 havde byfogeden i Thisted på Tomas Nielsen Ulgårds vegne stævnet Poul Pedersen i Silstrup til at møde på herredstinget ved Tinggård i Sjørring den 21.
februar. Her krævede han Poul Pedersen for 50 sletdaler, som Mads Ulgård havde betroet ham, da han blev lejet til soldat, og som han skulle gemme, til Mads Ulgård kom hjem.
Men han kom aldrig hjem, og nu havde byfogeden skaffet en dødsattest fra Jens Tomsen i Søndbjerg og Søren Jensen i Fuglsang, der havde været befalingsmænd ved
oberst von Bülows regiment under den skånske krig 1675-1679. Mads Ulgård havde været soldat ved regimentet, men var blevet overført til et andet kompagni, der gik til
skibs 1677. Samme år, da de gjorde landgang på Rügen i august, "blev han død" og blev begravet der.
Der var altså gået over tre år, før hans broder Tomas hjemme i Silstrup havde sikkerhed for, at han var død, men krigen endte jo først 1679, og det har varet nogen tid, inden befalingsmænd og soldater blev sendt hjem. Da Mads Ulgård faldt, var Tomas kun 23 år, altså ikke fuldmyndig. Nu var han 27, og han har vel forsøgt at få broderens penge med det gode af Poul Pedersen, inden han gik til retten. Der var bønder, der vidste så meget om lov og ret og var så tingvant, at de kunne føre deres egne og andres sager, og det kunne Tomas Ulgård også siden hen, men han var endnu for ung. Derfor gik han til byfogeden, Emmike Eriksen, der ejede hans fæstegård og som "husbond" havde pligt til at forsvare sine bønder mod uret. Det havde han også vilje og evne til. Hans fader, Erik Pedersen, havde været byfoged og siden rådmand i Thisted, og hans morfar, Emmike Nielsen, havde været borgmester.
Emmike Eriksen forlangte altså, at Poul Pedersen skulle udbetale de 50 sletdaler til arvingerne efter Mads Ulgård, og da han havde en dødsattest, skulle der ikke
være noget i vejen for en hurtig afgørelse.
Men det blev der alligevel. Først en ren formalitet. For Poul Pedersen mødte hans stedsøn og forlangte, at der skulle stævnes skriftligt, da hans stedfader ikke nøjagtigt
vidste, hvorfor han var stævnet. Det lyder lidt mistænkeligt, men manden var i sin ret, og derfor blev sagen opsat tre uger.
Den 14. marts mødte Tomas Ulgård selv for retten og krævede pengene. Han mente vel, at sagen var så klar, at han selv kunne ordne resten. Men nu stiger mistanken til
Poul Pedersen noget. For det første påstod han, at dødsattesten skulle være udstedt eller læst ved et tingsvidne, for det andet, at han havde fået et brev om pengene fra Mads Ulgård, skrevet i Ålborg efter den tid, da han skulle være død, og for det tredje havde han betalt nogle penge for ham efter hans begæring.
Dommeren tog ikke hensyn til de to første påstande, men dømte, at så længe befalingsmændenes attest stod ved magt, skulle arvingerne have pengene. Dog skulle Poul Pedersens små udlagte udgifter trækkes fra.
- - - - - - - -
Så skulle man tro, at sagen var endt, men nu tog den en farlig vending. En eller anden må have haft en særlig interesse i sagen og har fremstillet den for amtmanden eller hans fuldmægtig på sin egen måde. Hvem han var, vil siden vise sig, men på herredstinget den 28. marts blev der læst en befaling fra amtmanden, Jørgen Skeel Due, hvori han forbød Poul Pedersen at udbetale pengene, før sagen var til ende.
Så blev det brev lagt frem, som Mads Ulgård skulle have skrevet 8. maj 1678 i Ålborg. Dommeren må have fået en mistanke om, at det var falsk, og derfor spurgte han to tilkaldte mænd fra Skyum, om de kunne kende deres bysbarn, Christen Kjeldgårds håndskrift. De svarede forsigtigt, at de ikke kunne gøre forskel på hans skrift og en andens. De skulle ikke blandes ind i noget. Samme dag mødte Tomas Sørensen i Nørgård i Nørhå, en af de tingvante bønder, på amtmandens vegne og fremlagde en attest fra Peder Tomsen Barfod i Brændgård i Ydby. Den lød på, at han havde lejet Mads Ulgård til soldat på to lægders vegne og givet ham 30 sletdaler på hånden, men da rygtet gik, at han ville rømme fra dem, lod han ham sætte i arrest i rådhuskælderen i Thisted. Derfra brød han ud - mange sager om udbrud viser, at den ikke var særlig solid - og Tomas Sørensen påstod derfor, at da han havde brudt kongens jern, havde han efter en forordning forbrudt sin hals, og hans gods og penge skulle tilfalde kongen.
Det angreb var mere, end den unge Tomas Ulgård kunne klare, så han søgte igen hjælp hos byfogeden. Emmike Eriksen så straks, at angrebet hvilede på et svagt grundlag, nemlig kun på Peder Barfods skrivelse. Beviser var der ingen af. Derfor krævede han, at Tomas Sørensen skulle bevise på lovlig måde, 1) at Mads Ulgård havde været fængslet, 2) hvorfra, 3) af hvilken grund, 4) at han havde brudt kongens jern, 5) hvor han kom hen, siden han blev beskyldt for at være rømmet bort. Desuden ville han vide, af hvilken grund Tomas Sørensen angriber Mads Ulgård på hans liv og efterladte midler uden at fremvise fuldmagt og har ladet det indføre i tingbogen.
Det var et skarpt svar, og Tomas Sørensen var i knibe. Han havde ikke et eneste bevis og ingen skriftlig fuldmagt, og sagen blev derfor opsat i fire uger, for at han kunne
forsøge at skaffe dem. Beviser kunne man få ved at stævne vidner til tinget og lade dem forklare, hvad de havde hørt og set. Hvad de sagde, blev indført i et dokument, et
såkaldt tingsvidne, og i tingbogen. Tingsvidnet kunne så bruges som bevis i retssagen,
Men Tomas Sørensen fik kun skaffet et enkelt tingsvidne. Det var to af amtmandens egne tjenere på Bisgård, der havde vidnet, og det beviste ikke ret meget.
De vidnede, at den 10. april kom de ind i skriverstuen på Bisgård, og da sad Poul Pedersen ved bordet, og amtmandens fuldmægtig, Niels Broch, spurgte ham, om
han endnu havde de 50 sletdaler, som Mads Ulgård betroede ham. Poul Pedersen svarede, at han havde dem, og tilbød at levere dem til dem, der havde ret til dem.
Mistanken til ham for ureelle hensigter forsvinder. I hvert fald har det ikke været hans mening, at pengene skulle gå i kongens kasse. Nu er han åbenbart på sin nabo Tomas
Ulgårds side, og da Niels Broch så spurgte ham, om Mads Ulgård havde haft sit tilhold hos ham, før han blev sat i rådhuskælderen, lugtede han lunten. Det var et forsøg på at slå fast, at Mads havde tjent på landet og altså om nødvendigt kunne udskrives, men Poul Pedersen undgik at gå i fælden. Han svarede, at han ikke kunne nægte, at Mads Ulgård kom i hans hus (altså ikke: havde sit tilhold) både før og efter, at han var brudt ud, og han havde haft sit tilhold hos ham, indtil Poul Pedersen med sine lægdsbrødre lejede ham på ny til at være soldat for deres lægd. Dermed antyder han, at han havde lejet Mads Ulgård til soldat, før Peder Barfod greb ind (på hvad måde, vil siden vise sig), og igen siden efter. Det var ikke just det, Niels Broch ville have haft frem, men det lykkedes ikke Tomas Sørensen at skaffe andre tingsvidner. Sagen kom så for retten igen den 11. juli, men der kom ikke noget nyt frem. Den gamle anklage og Peder Barfods attest blev læst op, og som bevis for, at Mads Ulgård ikke var faldet 1677, blev det brev lagt frem igen, som han skulle have skrevet i Ålborg 1678. Emmike Eriksen fremlagde befalingsmændenes attest om hans død og begravelse og sagde, at Mads Ulgård ikke kunne have skrevet brevet, da han hverken kunne læse eller skrive! Derefter forlangte begge parterne dom.
Dommeren, herredsfoged Jens Lauritsen, har sikkert ikke været godt tilpas. På den ene side den velbyrdige amtmand, på den anden side den strenge byfoged, der juridisk var hans overmand (og siden selv blev herredsfoged). Han ville ikke så gerne fornærme nogen af dem, for de kunne begge to være meget voldsomme. Han var nødt til at tage stilling til sagen, men det skulle helst ske på en måde, der ikke kunne skaffe ham fortrædeligheder.
Dommen kom da til at lyde sådan: Da efter tiltale, gensvar og denne sags lejlighed:
Eftersom forordningen på den ene side siger, at soldater, der rømmer, kan pågribes og fængsles, og at den, der bryder kongens jern, har sit liv forbrudt, men på den anden side en kongelig forordning af 11. januar 1676 siger, at kongen vil benåde enhver soldat, der er undveget, hvis han inden fire uger igen indstiller sig, og da det for mig er bevist, at Mads Udgård i kongens tjeneste har været antaget og har tjent og formenes deri at være blevet død siden den tid, da han af Peder Barfod skal være lejet og fængslet og er undveget, da tør jeg mig ikke understå heri at kende, men henfinder den for min øvrighed, de høje landsdommere.
Det er en meget behændig kendelse. Han går let hen over et svagt punkt i amtmandens anklage, idet Mads Ulgård jo var fængslet uden at være rømmet, og brevet, som alle åbenbart ved er falsk, forbigår han i tavshed. Han holder sig til hovedpåstanden, at Mads Ulgård har brudt kongens jern og derfor har forbrudt sit liv og sit gods. Men det er tydeligt, at amtmanden eller hans fuldmægtig har begået en slem fejl. De har kendt - eller burde have kendt - forordningen om benådning, og de burde have bemærket, at Poul Pedersen havde lejet Mads Ulgård til soldat, efter at han var brudt ud - eller hjulpet ud. Egentlig burde dommeren derfor have givet Emmike Eriksen ret og have tilkendt arvingerne de 50 daler, men at lade amtmanden tabe og dermed rent ud sagt give ham en næse, det var sådan sin sag. Altså greb han alle underdommeres
redningsplanke i sådanne tilfælde og henviste sagen til de adelige landsdommere i Viborg.
- - - - - - - - -
Landstingets dombog 1681 er ikke undersøgt, men sagens udfald dér er af mindre betydning. Den drejede sig jo egentlig kun om, hvem der skulle have de 50 sletdaler.
Derimod kom der noget nyt frem for retten i Thisted.
Den 1. august mødte Emmike Eriksen for herredstinget med flere vidner, der havde set, hvordan det gik til, da Peder Barfod "lejede" Mads Ulgård til soldat.
Peder Madsen i Tilsted vidnede, at fredagen før bodssøndag før jul 1677 var han sammen med Mads Smed i Sindrup, Christen Bisgård i Gjersbøl og Peder Ulgård i Silstrup (Mads Ulgårds stedfader) i Mogens Nielsens hus i Thisted (rådmand Mogens Nielsen var Emmike Eriksens onkel). Da hørte han, at Peder Barfod og Mads Smed snakkede om Mads Ulgård, der tjente hos købmand Jens Skyum i Thisted. De blev enige om, at de ville tage ham til deres soldat. Peder Barfod befalede så vidnet og Peder Ulgård, at de skulle gå ned i stuen, og Mads Smed og Christen Bisgård skulle gå til porten hvad de også gjorde. Omsider kom Peder Barfod og Poul Andersen, en af den forrige amtmands tjenere ud og gik gennem stuen ud i gården. Så gik han til døren og så, at de havde lagt hånd på Mads Ulgård, og så gik han derfra. Peder Ulgård havde set det samme og mere. Han så, at Peder Barfod kom trækkende med Mads Ulgård i hans hår gennem bryggerset, lillestuen og storstuen, og da han holdt imod i storstuedøren og ikke ville længere, slog Poul Andersen ham i hovedet med sit kårdefæste, så blodet randt ned om hans hals, og så stødte de ham ud af døren og førte ham i rådhuskælderen, efter at de havde været med ham i Bisgård, hvor amtmanden boede.
Jens Andersen i Sjørring (Mads Ulgårds svoger), vidnede, at sådan gik det til, og alle tre vidnede sammen, at de aldrig så, at der blev udlagt eller aflagt penge til Mads Ulgård, men de tog ham med gevalt, hug og slag.
Kirsten Andersdatter, der nu tjente i Elstedgård, men havde tjent hos Jens Skyum sammen med Mads Ulgård, kom nu frem og vidnede, at Peder Barfod og Poul Andersen kom i Jens Skyums gård, og da så hun, at de behandlede Mads Ulgård sådan, som de andre vidner havde sagt, og hun så, at Poul Andersen slog ham mange gange med en tyrepisk og med sin kårde. De ville have været ud af porten med ham, men hun slog porten i lås, så de måtte gå gennem dørene.
Endelig vidnede Christen Aggerbo og Jens Christensen i Silstrup, at de vidste aldrig, at Mads Ulgård havde været lejet eller udskrevet som soldat for nogen, før Poul Pedersen og hans lægdsbrødre lejede ham og førte ham til Ålborg, hvor han blev indrulleret. Så kom sandheden om Peder Barfods "kontrakt" med den stakkels Mads Ulgård altså endelig frem. Vi undrer os vel over, at sådan noget kunne ske, uden at andre end pigen rørte en finger for at hjælpe ham, men også dengang var det sådan, at hver søgte at hytte sig selv. Man skulle ikke blandes ind i noget. Det ser også mærkeligt ud, at vidnerne først kom frem nu, for hele den lille by må have vidst god besked. Men retssagen drejede sig jo kun om de 50 daler og Mads Ulgårds påståede brud på kongens jern, og i den sag havde disse vidners oplysninger vel ingen betydning.
Det er dog tydeligt, at dette tingsvidne skulle bruges ved en retssag, enten den samme sag ved behandlingen på Landstinget, eller snarere ved en voldssag mod Peder Barfod, som så skulle føres ved hans hjemting, Refs herreds ting, men tingbøgerne der er ikke undersøgt. En sådan sag kunne jo ikke hjælpe Mads Ulgård, der nu i fire år havde hvilet i sin grav på det fjerne Rügen.
----
Vil I læse mere om Svenskekrigen 1657-1660, så læs artiklen her på hjemmesiden "Thy i fjendevold", omhandler også slaget ved Nabe, vores Niels Andersen Ulgaard bliver omtalt; der er også denne bog: "Danmarks skæbnetime" '96 En beretning om svenskekrigene 1657-60. Af Lars Cramer-Petersen. Forlaget Carlsted, 2006, 127 sider

Niels blev gift med Dorte Poulsdatter [15816] [MRIN: 2875], datter af Poul Nielsen [15827] og Ukendt, cirka 1654. (Dorte Poulsdatter [15816] blev født cirka 1625 i Tilsted, Hundborg, Thisted, Danmark og døde i Tilsted, Hundborg, Thisted, Danmark.)