Laurids Ploug Borberg [40006] ²⁵¹²³

   Et andet navn for Laurids var Laurs Plog Borberg.

  Notater:

Stænderdeputeret, Medlem af Thisted Amtsraad, Proprietær til Dover Østergaard


Lauritz Ploug Borberg^) (Kirkebogen kalder ham Laurs Plog, men selv underskrev han sig altid „Lauritz"), * 5/8 1791 i Aamølle, døbt 14. S. e. Trin. (25/9) s. A. i Vindblæs.
Opkaldt efter den kendte Møller Laurits Ploug i Oust Mølle ved Randers116), der havde været Faderens Forlover ved Brylluppet og til hvem denne - uvist hvorfor - følte sig knyttet. (Frembaaren af Enke-Provstinde Hee (født Birgitte Hanson) fra Randers. Faddere: Hr. Hvås til Ballegaard, Sorrevad, Kiøbmand i Mariager, Hempel i Fussing Mølle)

Efter en Slægtstradition, hvis Rigtighed nu næppe lader sig fastslaa, skal Borberg i den engelske Krig have deltaget i Kanonbaadskampen mod Linjeskibet „Africa" og i Premierløjtnant F. Holsteins raske natlige Erobring af et engelsk Konvojskib i Storebælt, henholdsvis i Oktober 1808 og November 1809. I hvert Fald gjorde han, der med Betegnelsen „søvant" var udskrevet paa Søsession 08, som ganske ung Orlogstjeneste i Krigsaarene 08-09 og 11-13, i sidste Tidsrum paa Kanonbaadsflotillen ved Nyborg, der havde adskillige Kampe med britiske Orlogsmænd. 1810 laa han paa Søbatteriet „Prøvesten" ved København.117)
Sikkert er det desuden, at Borberg under Krigen en Tid gik til Kapers, hvor han skal have været „Prise- mester" paa tagne engelske Fartøjer; i det hele høstede han imidlertid ikke anden Rigdom af denne Fribytterfærd end Eventyr. En Gang havde Kaperen saaledes taget et russisk Fregatskib og bragt det ind til Stralsund; men da der kort efter kom russiske Tropper til Byen, maatte det frigives uden Godtgørelse; en anden Gang var han paa Nippet til at falde i engelsk Fangenskab, idet Kaperen udfor Vingö i Göteborgs Skærgaard overhaledes af en engelsk Orlogsmand. Han undgik kun „Prisonen" ved at springe overbord og svømme i Land. Der blev vel skudt paa ham; men han slap med et ubetydeligt Strejfskudsaar paa Kinden. I Marts 1813 fritoges Borberg for videre Udskrivning, da han blev Medejer af en i Aamølle anlagt Oliemølle; derefter rejste han som Møllebygger rundt i Landet. Dette Liv varede en halv Snes Aar, og det er klart, at disse Rejser - i Forbindelse med, hvad han havde oplevet tilsøs - har givet ham videre Syn og større Erfaringer.
Under sine Ophold i Aamølle, hvor han dog havde sit Standkvarter, glemte han ikke Jagten og udviklede sig til en stor Nimrod, selvom Historien om, at han i ét Skud skulde have nedlagt 7 vilde Svaner, vist nok maa henregnes til de bedre Jagtkrøniker; men i øvrigt er der ikke noget nærmere kendt om hans Virken i dette Tiaar. Hans Taler i Stænderforsamlingen giver vel Antydninger af, at han af Selvsyn var kendt med Forholdene rundt om i Landet, ja, ogsaa i Udlandet; men noget bestemt kan dog næppe udledes af dem. Sandsynligvis har han væsentlig færdedes rundt i Jylland.
Dette Rejseliv skulde imidlertid fa a afgørende Indflydelse paa hans senere Skæbne.

Peder Oddershede paa Dover Ostergaard i Ydby Sogn og dennes unge Hustru Maren, født Neergaard.
Slægtstraditionen beretter nu, at Borberg blev meget indtaget i den unge Kone, og da han kom hjem fra sin Rejse, skal han have udtalt, at hvis hun engang blev Enke, vilde han gifte sig med hende. Muligt hænger denne Udtalelse sammen med, at Oddershede allerede dengang var svag og kort Tid efter døde af Tyfus - i 1821. Da Borberg fik dette at vide, friede han nogen Tid efter til Enken, fik hendes Ja og blev viet til hende 7 Fjerdingaar efter. Herved blev han Ejer af Dover Ostergaard og kom i Svogerskab til den ansete, thylandske Slægt Neergaard (S. 86).
Dover Ostergaard var dengang betydeligt større end nu. 1859 havde den 221 Td. Land og 17 Td. Htk., foruden den Gaarden tilhørende Halvdel af Ydby Kirke. Borberg opførte i Begyndelsen af 1840 erne et anseligt 13 Fags Stuehus i Stedet for det tidligere straatækte, der stod indenfor paa den nuværende Gaardsplads. Den ny Bygning tog sig godt ud og synede langt nordfra med gule Mure og rødt Tegltag. Den staar vel endnu, men desværre i ændret Skikkelse.

Han blev næppe nogen fremragende Landmand. Det er betegnende, at han i de mange Taler, han holdt i stænderforsamlingen om næsten alle mulige Emner, praktisk talt aldrig kom ind paa Landbrugsspørgsmaal udover Hesteavlen, for hvilken han havde stor Interesse. Han holdt saaledes ogsaa selv fine Avlshingste, en Tid en af den kendte „Delius" Race.

Ved Stænderinstitutionens Oprettelse valgtes Borberg 1834 til Deputeret for de mindre Landejendomsbesiddere i 5. jydske Distrikt (Thylands sydlige Del og Mors). At han trods sit ret korte Ophold i Thy blev valgt, skyldtes vistnok hans store Interesse for retslige Spørgsmaal og offentlige Forhold. I Nørrejyllands Stænderforsamling i det gamle, nu nedrevne Domhus i Viborg (paa den nuværende „Stænderplads", Nordøst for Domkirken) sad han under 1. Valgperiode i de 3 Samlinger 1836, 38 og 40 og genvalgtes ved Periodens Udløb. I 2. Valgperiode deltog han derimod kun i Samlingen 42, men var af Sygdom hindret i Møde i Samlingen 44 og 46. Ved Valget 46 opnaaede han kun Valg som Suppleant, idet Morsingboerne endelig fik valgt en Mand fra Mors. En Familietradition siger, at han nægtede at modtage Valg til den grundlovgivende Rigsforsamling 1848.

Af hans Virksomhed i Stænderne giver Stændertidenden det bedste Billede. Man ser heraf, at han dels valgtes til Medlem af ikke faa vigtige „Komitéer" (Udvalg), dels at han jævnlig tog Ordet i Salen og da baade for at behandle almindelige og stedlige Emner. Det kan paa Grundlag heraf saa nogenlunde opgøres, hvorledes hans politiske Standpunkt har været til en Række foreliggende Mærkesager og større Samfundsspørgsmaal.
Han synes - hvad vist ogsaa var Tilfældet med den største Del af Landbefolkningen - ikke at ønske nogen Regeringsforandring, d. v. s. at Enevælden skulde afløses af en egentlig fri Forfatning. Han udtaler
Tillid til Regeringen og siger udtrykkeligt, at hans Vælgere næppe ønsker, at der tildeles Stænderne Skattebevillingsret. Det var formentlig Frygten for et Godsejervælde, der virkede. Paa den anden Side ser han, at der efter Kong Christian Vlll's Død af Hensyn til Utrygheden overfor Kronprinsen (Frederik VII) sandsynligvis maa indtræde en forfatningspolitisk Ændring. Han synes tilfreds med Stænderinstitutionen, som den er, dog saaledes, at de 2 Stænderforsam
linger forenes. Tanken om en fælles Stænderkomité afvises som en Omsvøbsordning, der vil forsinke Lovsagernes Gang og koste flere Udgifter.
I det hele var Borberg absolut „Sparepolitiker". Han siger udtrykkeligt, at saa snart der foreslaas nye Udgifter, opstaar der Frygt hos ham, og det ses tydeligt ved alle de Reformer, han foreslaar, at han søger at skaffe en Udvej, hvorved disse enten intet kommer til at koste det
offentlige eller i hvert Fald saa lidt som muligt.
I det hele taget varetager han, som naturligt er, stærkt Landbostandens Interesser, og paa dette Punkt traadte han med størst Energi frem.
I hans Taler om Fæstebøndernes Stilling, Hoveriets Ophævelse og Forbud mod Len og Stamhuse
mærkes en stærk og velgørende Understrøm af Varme. Tanken om at frigøre Fæstebønderne saavel fra Fæste som Hoveri, der endnu paa dette Tidspunkt var ret udbredt, har hans store Kærlighed. Samtidig søger han paa alle Maader at værne Bøndernes økonomiske Interesser, navnlig ved at hindre højere Skatter paa Landbruget. Han gør nok Indtryk af her at være en noget énsidig Landborepræsentant, men har paa den anden Side været gennemtrængt af Overbevisningen om, at Bønderne ikke kunde taale flere offentlige Byrder.
Ogsaa paa andre Punkter viste han en smuk Følelse for dem, han mente led Uret. Der er megen Varme i hans grundige, gentagne Indlæg for at stille Kvinderne ligesaa gunstigt som Mændene med Hensyn til Arv. (I anden Forbindelse fortælles ogsaa det betegnende lille Træk om ham, at han, naar han var paa Bal, havde ondt af „Bænkevarmere", og derfor bød dem flittigt op).
Et andet Omraade, hvor han jævnligt tog Ordet, var Forhandlinger om Søvæsenet; han var altid paa Pletten her og udtalte sig med tydelig personlig Erfaring og Sagkundskab. Man kender igen den gamle Sømand fra Kapertiden. Han brugtes da ogsaa meget af Stænderne i Komitéer, der vedrørte saadanne Forhold, og havde den Triumf, at det var paa hans Initiativ, at Hanstholm store Fyr blev bygget 1843. Dette staar altsaa som et varigt Minde om hans Virksomhed i Stænderforsamlingen.
Saa vidt om hans almindelige Synspunkter; men han var jo ogsaa Deputeret for en Valgkreds, og dens og Landsdelens Interesser varetog han ligeledes med Styrke.
Der gaar i det hele gennem hans Taler en behagelig saglig Tone, og man mærker tydeligt det retskafne Træk, at han nødig vilde skade nogen, selvom han derved kom til noget at vanskeliggøre de Samfundsreformer, han egentlig ønskede.
Selv om der findes visse Ubehjælpsomheder i hans Taler, har man Indtrykket af, at han talte gerne og flydende - „ugenert", som der staar i den nedenfor nævnte „Stændervise".
Den af de kendte Deputerede, Stiftsprovst, Dr. theol P. T. Hald og Herredsfoged, Justitsraad J. P. With forfattede, noget ondskabsfulde „Stændervise" er naturligvis heller ikke blid over for ham. Den giver ham følgende Skudsmaal:
„Lars Borberg talte ugenert om Faar og Fyr og Fære (Færge), skønt det er ikke meget værd.
Gud bedre; ak, desvær'e." 118)
Der er .imidlertid næppe Grund til at tage denne Dom synderlig alvorligt. Næsten alle Deputerede fik et grovkornet Skudsmaal.
Da den ny Landkommunalordning, hvorved Amtsraad og Sogneraad oprettedes i Medfør af kgl. Anordning af 13/8 1841, traadte i Kraft 42, valgtes Borberg i de mindre Landejendomsbesidderes Klasse til Medlem af Thisted Amtsraad og sad i Raadet indtil 51. Jernbane fandtes jo ikke dengang i Thy, saa han red de 472 Mil ind til Amtsraadsmøderne i Thisted og tilbage. I 42 var han desuden blevet Medlem af Boddum-Ydby Sogneraad.
Endnu engang maatte han paa sine ældre Dage gaa i Felten - troede han da. Det var under „Slavekrigen" 1848, da det vilde Rygte i Slutningen af Marts gik over alt Jylland, at „Slaverne" (de til Fæstningsarbejde dømte grove Forbrydere) i Rendsborg var brudt ud og hærgende for nordpaa. Da tog den 56-aarige Mand Bøssen paa Nakken og drog sammen med sine Naboer ned til Oddesund for at hindre Udaadsmændenes Overgang til Thy. Det viste sig imidlertid, at det hele var blind Alarm. Det havde forresten hans Hustru troet hele Tiden.
I 1850erne blev Borberg først døv i 9.Aar, derefter blind, formodentlig paa Grund af en Stærlidelse, og maatte saaledes opgive al offentlig Virksomhed. Han levede da i al Stilhed paa Dover Ostergaard, hvis Drift han overlod til sine hjemmeværende voksne Børn. Det var selvfølgelig en sørgelig Tilværelse for den gamle, blinde Mand, selvom hans Børn søgte at lindre hans Skæbne saa meget som muligt ved Højtlæsning og Samtale. I Haven var der udspændt en Snor, som han kunde følge for dog at kunne røre sig noget paa egen Haand. Om Vinteren var Snoren udspændt i Gaardens store „Sal". Alligevel foretrak han at være blind fremfor at være døv, idet han langt mere følte sig berøvet Samlivet med sine Medmennesker i den Tid, da han ikke kunde høre.
83 Aar gammel døde han 14/3 1875 paa Dover Ostergaard uden egentlig forudgaaende Sygdom. Oldingen sad i sin Stol, og en af hans Døtre skulde netop til at anrette Maden for ham, da hun hørte et Suk, - og Livet var udslukt. Han blev begravet paa Ydby Kirkegaard sammen med sin Familie; paa hans Grav har hans Efterkommere rejst en Mindesten.
Borberg var en meget slank, bleg, middelhøj Mand. Han var af en særdeles bestemt Karakter, og Børnenes Respekt for ham var stor.
Efter Datidens Skik maatte de f.Eks. ogsaa sige „De" til Deres Forældre.
Skønt Borberg til Tider havde haft store Udgifter, døde han som en ret velhavende Mand. Gaarden var efter Skiftedokument af 20.-24. Juni 1877 med Indbo vurderet til 118,704 Kr., Ydby Kirketiende til 20,000 Kr., mens Gældsposterne (2 Pantebreve i Gaarden) udgjorde 32,000 Kr. Ialt var hans Netto-Formue saaledes ca. 106,700 Kr.

Laurids blev gift med Maren Chrestensdatter Neergaard [40005] [MRIN: 14891], datter af Christen Christensen Neergaard [40029] og Johanne Nielsdatter Biergaard [40030], den 11 Jul. 1823 i Ydby, Refs, Thisted, Danmark.²⁵¹²¹ (Maren Chrestensdatter Neergaard [40005] blev født den 2 Jun. 1799 i Sennels, Hillerslev, Thisted, Danmark, dåb den 9 Jun. 1799 i Sennels, Hillerslev, Thisted, Danmark, døde den 21 Okt. 1861 i Ydby, Refs, Thisted, Danmark og blev begravet den 31 Okt. 1861 i Ydby, Refs, Thisted, Danmark ²⁵¹¹⁹.)

  Om Laurids og Maren

1. Vielse: Maren bliv gift med Laurids, 11 Jul. 1823, Ydby, Refs, Thisted, Danmark. Laurids blev gift med Maren Neergaard, datter af Christen Christensen Neergaard og Johanne Nielsdatter Biergaard, den 11 Jul. 1823 i Ydby Kirke. (Maren Neergaard blev født i 1799 i "Momtoft", Sennels Sogn, Hillerslev Herred, Thisted Amt, døde den 21 Okt. 1861 i Dover Østergaard, Dover, Ydby Sogn, Refs Herred, Thisted Amt og blev begravet den 31 Okt. 1861 i Ydby Kirkegård.)