Jens Kraft Vogelius Steenstrup [21211] ^{12496,12497,12498}

  Notater:

Ejede Kvistgaard i Vejrum, Holstebrovej 84, Vejrum
"Qvistgaard-familiens ejerskab af gården sluttede i 1862, da den for 34.500 Rd. blev solgt til købmand J.K.V.
Steenstrup fra Holstebro, død 1897. Hans søn, F.V.S. Steenstrup, overtog gården 1904, og han solgte den i
1916 til hestehandler Chr. Bach, Struer"

http://www.steenstrup.biz/forfaedre-print.html#1
Bedstefar, Jens Kraft Vogelius Steenstrup, blev født 24/2 1838 på "Mølhave" på Mors som søn af proprietær Frantz Vogelius Steenstrup og Agnete Brorson Stadel. Allerede da bedstefar var 6 år gammel, døde hans moder. Et par år senere ægtede hans fader moderens søster, Christine Caroline, fra "Ullerup". Der er under slægtshistoriens nr. 5, Friderich Hauch Stadel, fortalt om det lykkelige forhold, der var mellem morfaderen og børnene Jens Kraft og Mette-Marie på "Mølhave", og i lange perioder efter moderens død boede de to børn hos morfaderen og mosteren.

Bedstefar gik i nogle år i skole i Nykøbing Mors, hvor han på grund af afstandene må antages at have boet i pension hos en af justitsråd Stadels mange venner. Efter sin konfirmation lærte han landbrug på "Ullerup" og "Mølhave".

I oktober 1854 umiddelbart efter oldefar Frantz Vogelius Steenstrups død skriver proprietær Ægidius på "Strandbjerggård" i et kondolencebrev til Steenstrups svoger, Jens Stadel på "Søe": "Den gode Kraft talte jeg med, om han ei så op til os, når efterårspløjningen var tilendebragt, thi troede jeg da nok, at hans gode moder lod ham få en hest og gav afkald på ham en 14 dage. Såfremt vejret bliver tåleligt, da ville det være mig såre kært, om han kunne komme til 19. nov., som er min elskede Stines fødselsdag, og hvortil hans salige far så ofte haver glædet hende med sin nærværelse". (Frantz Steenstrup var broder til Stine Ægidius).

Det følgende år er bedstefar på "Strandbjerggård". I et brev dateret 24/12 1855 skrevet af Friderich Stadel til datterdatteren Mette-Marie (kaldet Marie), midlertidigt på "Strandbjerggård", sender morfaderen dem hver 5 Rdr., som de må bruge efter eget forgodtbefindende.

I 1857 må bedstefar være postbud og mellemmand for Ægidius og Stadel på "Ullerup" vedrørende korrespondance og forhandlinger om et lån til "Strandbjerggård", så bedstefar har sandsynligvis endnu på dette tidspunkt været hos Ægidius. Men fra 8/7 1858 foreligger et brev fra onkel Steenstrup på "Kongensgård" ved Lemvig, og i udskriften på dette brev betegnes bedstefar som forvalter på "Mølhave". I brevet beder onklen ham tage over fjorden til Thisted og dér for hans regning leje hest og vogn og køre de to mil op til Hjardemål for at besigtige et større parti hø, som onklen har fået tilbudt til sit studehold.

Efter Friderich Hauch Stadels død den 10. oktober 1860 fik bedstefar udbetalt sin arvelod, for hvilken han i begyndelsen af 1862 købte "Kvistgård" beliggende ved landevejen mellem Holstebro og Struer, ca. 3 km fra sidstnævnte. Hele købesummen 34500 Rdr. blev lagt på bordet for godsejer Mads Quistgård på "Sofienlund". Vistnok opstod der ved betalingen en pudsig episode: Bedstefar skal være kommet kørende i kane med alle pengene i sin tegnebog, der sad i kørepelsens inderlomme. Da han stående i Mads Quistgårds stue rakte hånden ind efter tegnebogen, var den væk, men den blev dog lidt efter fundet i kanens halm.

"Kvistgård"s samlede areal er 93,4 ha, deraf 76 ager, 11 eng, 1,4 skov, 3 mose, 2 have og gård.

Questgård nævnes 1456 som en hovedgård, der i fem slægtled ejedes af slægten Spend. Senere sank den ned til at være bondegård, som i 1680 var øde og forladt. På denne tid deltes den i to gårde, Nr. og Sdr. Quistgård. Den sidste var fra 1687 ryttergård, som kronen fra 1682 havde bortfæstet til A. Pedersen Quistgård, efter hvis død i 1699 den overtoges af sønnen Anders Quistgård, som købte den i 1717 af kronen for 862 Rdr. Efter hans død overtoges den af enken Kirsten Dahl og de to sønner Mads og Kristen Quistgård, der sammen i 1789 ejede de to gårde. Mads Quistgård døde 1804, Kristen Quistgård 1807. Derefter solgtes gården for 11.600 Rdr. til arvingerne efter A.M. Quistgård til Jungetgård. I 1821 fik Mads Quistgård bevilling til at sammenlægge Nr. og Sdr. Quistgård. Efter hans død i 1833 overtoges gården af broderen Morten Quistgård, der solgte den i 1839 for 11.000 Rdr. til Mads Quistgård til "Sofienlund", som atter i 1862 solgte den til bedstefar.

Til at forestå den store husholdning måtte bedstefar se sig om efter en husbestyrerinde. Valget faldt på den 18-årige Anna Isidora Cathinka Bøggild. Hun var født den 8/4 1843 i Hersom-Bjerregrav som datter af sognepræst Daniel Bøggild og Anna Magdalene Jakobsen. Hun var nr. 7 af den store flok på femten børn. Fra 1850 havde familien levet i Øster Velling Præstegård. Det var en alvorlig og moden ung pige, der kom til at stå for styret i hus og have på Kvistgård, hvor der var stort folkehold. Beskeden var hun af natur og opdragelse i det fattige præstehjem, benovet blev hun, da bedstefar friede inden årets udgang. Brylluppet stod i Ø. Velling kirke og præstegård i julen 1862.

Det var et stort arbejde og ansvar at gå ind til på "Kvistgård". Der var 6 spand heste med hver sin karl. Der var ca. 100 køer og stude, hvortil krævedes røgter, mejerske og 3-4 piger. Helt og fuldt helligede bedstemor sig sit krævende arbejde. Omtrent hvert andet år i den næste snes år bar hun et barn under sit hjerte, ja det yngste, det tolvte, Marie, blev endog født efter sølvbrylluppet. Begivenheden fik sin særlige fremhævelse ved, at den ældste søster, Agnete, holdt barnet over dåben, medens de otte brødre stod fadder.

Bedstemor har selv fortalt, at hun ikke havde nogen ungdom, og at hun ikke smilede i mange år. Når hun senere i livet modtog meddelelse om, at en datter eller svigerdatter ventede sig, tog hun i mindet om egne trængsler altid sin mest tragiske mine på og gned som i fortvivlelse sin ene arm, mens hun sukkede: "Åh herregod, åh herregud".

Bedstemor sagde i mange år De til sin mand, men der må have ligget en anden betydning i det gamle vestjyske De end i det danske De og Du af i dag, thi det er hævet over enhver tvivl, at bedstefar og bedstemor levede et lykkeligt samliv. Når bedstemor altid kaldte bedstefar for Steenstrup, må det erindres, at den store bedrift krævede en disciplin i det daglige, der kun kunne gennemføres ved opretholdelse af visse former.

Fra 1870 til bedstefars død i 1897 var der formentlig gennemsnitligt en snes munde at mætte på den store gård. Den murede bageovn var sjældent kold. Fra 1875 træffer vi den ældste datter, Agnete, som hjælperske. Bedstemors snegle var berømte og drengenes yndlingsspise. En dag havde bedstemor bagt et stort fad snegle. Drengene sad inde ved spisebordet, da bedstemor trådte hen til den mindste af dem, Stadel, og spurgte ham: "Skal du have den største?" - "Jah, hvor æ'en, mor?" var den barnlige reaktion.

I gårdens mejeri kærnede de holstenske mejersker smørret, sørgede for sødmælk og oste til husholdningen, skummetmælk til staldene. Om sommeren blev de store lerfade fyldt med mælk og sat op på hanebjælkerne til tykmælk - hvoraf man kun spiste fløden. Mejeriet modtog også mælk fra andre gårde.

Kvistgårds jord var af ypperlig kvalitet. I engene opdrættedes stude til eksport. På gården holdtes et par tyre, der undertiden gav anledning til farlige episoder. En dag kom bedstefar tidligt nok ud i gården til at se en af tyrene galopere pladsen rundt med halen lodret i vejret, slæbende Jens Røgter efter sig. Jens Røgter ville ikke slippe sit tag i tøjret, hans træsko slog gnister over broens sten, og selv hang han omtrent vandret bagud under det vilde løb, alt imens han råbte: "A kan bå' bin' å bast dæ." Så fik bedstefar det uvane dyr standset med en høtyv efter at have kastet en sæk for dets øjne.

I begyndelsen herskede der velstand på "Kvistgård", men der var bud fra mange sider fra folk, der bad bedstefar stå i kaution. Efter krigen 1864 var der vanskeligheder mange steder. I et brev fra denne tid læser vi: "Du kan tro, kjære Stine, at Kraft på Quistgård har været os en sand broder og ven. Han har taget sig meget af vore ting og gjort det som få ville". Brevet hentyder til kaution under tvivlsomme forhold. Få år efter gik pengene tabt. Og bedre gik det ikke ved nogle andre store kautioner. Som følge af de meget alvorlige tab, hvorom der i realiteten var tale, fik bedstefar det mundheld:

"Den, der giver til han tigger, skal slås til han ligger".

Bedstefar så sig i hvert fald nødsaget til at optage et lån i "Kvistgård", da det nogle år kneb med likviditeten.

"Kvistgård" var et særdeles gæstfrit hjem, ikke således at forstå, at der holdtes store og mange gilder, thi dette ville ikke have været i overensstemmelse med bedstefars og bedstemors natur. Nøjsomhed var det fremherskende træk. Derimod var der til alle tider åbent hus for de mange børns endnu flere venner, som børnene bragte med sig hjem. Bedstefar og bedstemor var ikke gladere, end når der var fest for de unge. Da blev bedstemors hjemmestukne stikkelsbærvin sat frem. Når alle 12 børn sad ved bordet, kunne det hænde, at bedstefar ved bordenden sang:

"Kejseren af Kinesiens land,
er en stor og mægtig mand",

alt imens han trommede takten i bordet.

Ved juletid pyntede forældrene selv juletræet, og når lysene var tændt, bulrede bedstefar med knytnæve på døren ind til de ventende børn: "Bummelummelum, nu er julen kommet". Så gik fløjdørene op til juletræet.

I de lange vinteraftener var der ofte sang og spil i dagligstuen, hvis de mange unge ikke arrangerede bal i salen, men om sommeren var det haven, som var skueplads for samværet. Fra stuehuset skrånede plænen ned mod søen med den lille ø. Stor dam, lille sø, hvor ligger grænsen i ungdommelig fantasi? Her var båden den vuggende skal om ungdommelige glæder.

Stå nede på vejen en sommerkvæld,
Når solen går rødmende bort,
Se farvepragten i dammens væld,
Indrammet af slagskyggen sort.
Mens småfugle kvidre i havens træer,
Fordyb dig i freden og hyggen her.
Stilhed, stilhed, fyraftenens pibe er tændt.

Og kom der en dag ved midsommertid,
Når haven står i sin pragt,
Når solsorten fløjter sin vise så blid
Og alt bærer sommerens dragt.
Da hører du ungdommens jublende råb,
Da knoppes i lunden det friske håb,
Amor, Amor, vandrer bag træernes skjul.

Bedstefar var interesseret i åndelige rørelser og en alvorlig kristen, der hver morgen holdt husandagt med morgensang. I et takkebrev skrevet i halvfemserne til en ven, hvor han nys har været på besøg, bemærker han, at han var bekymret over at se, at denne ikke længere holdt andagt. Det tyvende århundrede var ved at indfinde sig.

Når sneen har dysset naturen i blund,
Og blomster på ruden gror,
Besøg så Kvistgård en mørkningsstund
I den lille stue mod nord.
Og vist vil du finde ved ovnens skin,
At her har de ret lukket LIVET ind
Livet, livet, som Gud os det gav.

Bedstefars og Bedstemors sølvbryllupssang 1887
(skrevet af Jørgen Falk Rønne)

Desværre begyndte hos bedstefar ret tidligt en nyrelidelse, der fra 1890 flere gange tvang ham til kurophold i Karlsbad, men disse kure hjalp ham kun i kortere perioder. Til sidst måtte han lade sig underkaste en operation, som han ikke gennemstod. Bedstefar døde 29/7 1897.

På dette tidspunkt var sønnerne med undtagelse af den yngste færdiguddannede. Den ældste søn Frantz overtog "Kvistgård". Han var endnu ugift, så bedstemor blev boende på gården. Svend Aage havde etableret sig i Holstebro med en manufakturforretning. En pudsig episode fra hans første købmands år er at berette: En dag, just som han ekspederede et par af byens fornemme damer, kom den tidligere røgter på "Kvistgård", Jeppe Kanon, ind i forretningen. Jeppe Kanon var altid lidt streng ved sig selv på torvedage, og den unge købmand fik også meget hurtigt på fornemmelsen, at Jeppe var bedugget, ja nærmest kanonfuld, hvorfor han så diskret som muligt blev holdt hen under ekspeditionen af de to damer. Dette ville Jeppe dog ikke rigtig godtage og udbrød: "Do ska no itte wa' så stur på'et, bette Svæn'Aa', for A haar kient dæ, li siden do it ku knap di æjn bowser".

En dag under en travl periode med meget markarbejde var bedstemor inviteret ind til Holstebro til eftermiddagschokolade hos nogle venner. På gården kunne man ikke afse nogen karl til turen. Da sagde Frantz: "Ja, hvis en af damerne kunne køre, så kunne I da tage ponyvognen og Tordenskjold". Ved sin kiggen rundt i kredsen standsede hans blik ved min mor, 20 år gammel og frisk importeret fra New York uden andet kendskab til heste, end at de var firbenede. Mor mente nok, hun kunne påtage sig hvervet. Hesten blev spændt for, man steg til vogns og mor fik presset tømmen i hånden. Da lød det fra bedstemor: "Så i Jøsses navn da". Udturen gik godt. Hjemturen i mørke var lidt vanskeligere. Da man kom til smedien, faldt det flaksende lys fra dennes esse skråt ud på vejen. Tordenskjold stillede sig op i en stor bue og skævede mistroisk ind til denne Vølund-ild, men vovede så springet med et voldsomt ryk i vognen. "Den skyr ej ilden, som over den springer".

Fra bedstemor har vi modtaget et par gamle overleveringer fra slægten: Om den bøhæmiske tip-tipoldemor Cathrine v. Drewitz, og om en bedstemor, vistnok Madam Jakobsen på "Cathrinelund", der udstødte et "Fanden gå fra mig", når hun f.eks. slog sine fingerknoer ved kakkelovnspudsning.

Skæbnen ville, at min far ved en dansk-amerikansk fest for Holger Drachmann omkring 1906 fik hædersgæsten på sin venstre side under middagen. Pludseligt stødte Holger Drachmann sin albue ind i fars side og udbrød impulsivt: "Tør du bande, præst?" Som et lyn slog den lille overlevering ned i far, som raskt replicerede: "Jeg tør sige Fanden gå fra mig".

Efter sønnen Frantz' giftermål flyttede bedstemor til København med døtrene Sigbrit (Nip) og Marie (Bit). I hendes hyggelige og gæstfrie hjem, først på Gl. Kongevej 47 og derefter Vesterbrogade 110, bosatte sig også børnebørnenes elskede og opofrende onkel Frederik, der forblev ungkarl og legeonkel lige til sit 66. år. I København omgikkes bedstemor foruden datterfamilien på Hortensiavej sine derboende søstre, den ugifte tante Henriette med de høje idealer og den uforlignelige færdighed i kniplekunsten og tante Agathe, der altid var i et strålende humør.

Vi børnebørn elskede bedstemor for hendes muntre påfund. Jeg husker hende endnu i 1913, da hun var 70 år gammel, vippende op og end på en gren af et meget stort bøgetræ. Hørte hun os komme gennem stuerne, gemte hun sig bag døren eller i gangskabet for at forskrække os med et "bøv", der vakte jubel i os. Ja, hendes søster Agnes har endog engang på Kvistgård" mødt selveste Belsebub i den mørke sal.

Ved den sidste fødselsdag, hvor alle børnene var samlet om bedstemor, den 8/4 1916, blev følgende sang sunget:

Der var en tid, men det er længe siden,
da hele verden var vor moder blot,
da syntes vi - vi syntes hele tiden,
at kun i moders skød vi hjemme var.

Men nu - nu er det ganske anderledes,
vi selv som voksne ud i verden går,
og dog vor lovsang lyde skal fremdeles,
så tonerne om moder sammenslår.

Du var, du er, du bliver aldrig andet
end den, hvis hjerte kærligt for os slår,
og derfor synger vi med fryd ublandet
endnu, at moder er vort paradis.

En gammel moder! - helligt navnet lyder,
vi føler dybt dets underfulde klang,
thi moders havn det ligefrem betyder
at ofre sig udelt og helt - i alle ting.

Gud give dig at høste, som du såed
med runde hånd og med et opladt sind,
da tror vi vist, du glædens kilde nået
og evigt drak dens klare kildevæld

J.V.S.

Bedstemor fulgte alle sine børnebørn i deres opvækst. Til konfirmationen kunne pigerne være vis på et smykke og drengene på en bibel med et selvskrevet "Gud er Kærlighed" på bindets indvendige side. Jeg fik vist den sidste, i 1920, skrevet med en rystende venstre hånd efter et apoplektisk anfald i sommeren 1920. Efter et nyt anfald døde bedstemor, 78 år gammel, den 27. august 1921.

Nu er også de tolv fra "Kvistgård" borte. Som apostle gik de ud og omplantede den gæstfrihed og det hjertelige sindelag, der var praktiseret på "Kvistgård", i hver sin kreds. Vi har alle modtaget noget meget værdifuldt fra disse tolv onkler og tanter. Vi vil i taknemmelighed og ærbødighed bevare mindet om dem alle. Måske kan der være anledning til at nævne tante Sigbrit, der levede længst, og som ved sit liv mellem de gamle møbler og de gode minder fra "Kvistgård" længst vedligeholdt os erindringen om dette hjem. Måske også fordi hun levede ugift.

Tante Sigbrit var ikke noget almindeligt menneske. Sine meninger fremsatte hun ganske bramfrit uden persons anseelse. Hun var et godt og glad menneske. Bekymringer om dagen i morgen kendte hun ikke. I sin lille stue på Morsøvej, tæt ved sin yngste søsters hjem, levede hun sit stille, dybt kristne liv. Vi nevøer og niecer har alle som børn glædet os sammen med tante Sigbrit. Vi har i moden alder nu og da moret os over visse af hendes impulsivt udtrykte meninger, men vi har alle dybt respekteret hende. Ubrydelige var hendes bånd til os, yngst var de til tante Bit og onkel Hans Jørgens fem børn, generationens yngste. Hun døde, just som et af dem en morgenstund ringede på hendes dør.

Hun var tro mod sin arv fra "Kvistgård". Til det sidste var hun en flittig kirkegænger. Var hun ikke i kirken om søndagen, lyttede hun til radioens godstjeneste, og da rejste hun sig, når velsignelsen lystes.

Der kunne for vor egen kreds skrives bøger om de tolv søskende. Lad hvad der her er skrevet om tante Sigbrits trofasthed, ærlighed og kærlighed også gælde de andre elleve svaner fra "Kvistgård".

De sank igen i støvet,
men mindets lange vind
går gennem sommerløvet
til skyggelandet ind.
Den hvisker til hver stormand,
hvert navnløst borgerpar,
at vi, der løfted arven,
har husket, hvem de var.

Hans Hartvig Seedorff-Pedersen:
Af "Kantaten til Århus 500 års jubilæum" (1941)

Jens blev gift med Ane Isidora Katinga Bøggild [33569] [MRIN: 12400], datter af Daniel Bøggild [33570] og Ane Magdalene Jacobsen [33571], den 27 Dec. 1862 i Øster Velling, Middelsom, Viborg, Danmark.¹²⁴⁹⁵ (Ane Isidora Katinga Bøggild [33569] blev født den 8 Apr. 1843 i Hersom, Rinds, Viborg, Danmark, dåb den 28 Maj 1843 i Hersom, Rinds, Viborg, Danmark,¹²⁵⁰¹ døde den 27 Aug. 1921 i København, Sokkelund, København, Danmark og blev begravet den 3 Sep. 1921 i Vejrum, Hjerm, Ringkøbing, Danmark ¹²⁵⁰².)

  Om Jens og Ane

1. billede: familiebillede, 1891, Vejrum, Hjerm, Ringkøbing, Danmark.